Lad os bringe den latinamerikanske varme, fest og tranquilidad (afslapning) hjem til Danmark! Her er en guide på 10 steps til den perfekte latinamerikanske aften både for børn og voksne. 

1. Start ud med pynten

Latinamerika handler om varme og farver! Jo mere farvestrålende desto bedre. Hæng guirlander rundt omkring, tænd stearinlys, find de gamle lyskæder frem og skab en eventyrlig stemning. Lige meget hvor I er, om det er i haven, på terrassen, i festteltet, på stranden eller indenfor, så er farver og lys en vigtig del.

2. Tid til musikken

Få nogle latinamerikanske vibes ind i stuen eller ud på terrassen. Til opvarmning kan man sætte musikere på som Aventura, Buena Vista Social Club, AfroCubism eller Orishas (albummet ”A Lo Cubano”). De latinamerikanske rytmer sørger helt automatisk for, at tempoet falder og weekendstemningen rammer.

3. Kolde drinks

I Honduras, hvis man er på café eller bar, får man tit serveret en spand stopfyldt med is og øl. Drikkevarerne skal være kolde, og der skal være rigeligt af dem. De peruvianske øl Cusqueñas hitter blandt de fleste med en gylden, en hvede og en mørk. Til børnene kan man lave en peruviansk lemonade, Chicha Morada, med ananas, lime, majs, kanel, sukker og nelliker. I Argentina sværger de fleste unge til blandingen af Fernet Branca og Cola, Fernet con Coca, serveret med is.

4. Snacks før maden

Man går aldrig ned på mad i Latinamerika, og som snack kan du servere ristede chulpemajs, nachos og til dem med lidt ekstra overskud, kan man kaste sig ud i at lave en ceviche (råmarineret fisk i lime med chili og koriander), som de er specielt glade for i Peru og Chile.

5. Så skal der spilles

Et klassisk spil er ”bochas”, som de er specielt vilde med i Argentina. Det minder meget om petanque, så find kuglerne frem og kast jer ud i det.

6. Masser af dips på bordet

Find nogle farvestrålende skåle frem og fyld dem med salsa, chimichurri, chilimayo og guacamole. Det kan også være en god idé med en lille salat, og der kan du lave den klassiske tomatsalat, som findes overalt i Latinamerika: hakkede tomater, løg, koriander, chili, salt, peber og en masse frisk limesaft.

7. Så kommer hovedpersonen: Empanadas!

Fyld nogle fade med de farvestrålende empanadas, som du finder i næsten alle latinamerikanske lande og i et væld af variationer. Det er lækker og nem fingerfood og perfekt til en aften, hvor den latinamerikanske varme, musik og glæde er i højsæde. Her hos LIMA finder du både vegetariske, veganske, økologiske, kødfulde, og cheesy empanadas.

8. Byd op til dans

Dans er en stor del af de latinamerikanske og caribiske kulturer. Pyt med om man kan de rigtige trin, det handler om at hygge sig og have det sjovt. Du kan byde op til en salsa med Los Van Van, Juan Luis Guerra eller Luis Enrique, måske en merengue med Vicente Garcia eller en bachata med Aventura. Hvis det skal være mere moderne, så kast jer over en reggeaton med Maluma eller J Balvin.

9. Tid til dessert (postre)

Søde sager er der nok af i det latinamerikanske. Du kan lave arroz con leche (ris med mælk). Det minder om risengrød, men har en mere flydende konsistens og kan serveres kold eller varm. Plátanos maduros (søde madbananer) kan man stege på panden og servere med lime til. Der findes selvfølgelig også søde empanadas. Hos os kan du prøve en Nutella/banan empanada.

10. Musikken fortsætter til de sene nattetimer

Der skal danses, måske slappes af foran et bål med solnedgang og måske spilles lidt guitar. Det handler om at være sammen, slappe af, lytte til musik og nyde livet, pura vida (det rene liv) – som man siger i Costa Rica.

  • Lavet fra bunden
  • Egne opskrifter
  • Foodservice & detail
  • Stort udvalg & skøn smag